Naboens køkken og mursten fra 1950´erne
Familien fik opført det nye hus helt uden gulve og interiør.
- Udover toiletter og klinker i vådrummene, ønskede vi os ikke mere, fortæller Per og Sisse, der godt kan lide tanken om at genbruge.
Efterfølgende har de blandt andet selv lagt sildebensparket i hele huset, monteret døre og etableret et smukt køkken, der er sammensat af tre brugte versioner.
Sisse fortæller, at hun og Per blandt andet har revet køkkenelementer ud af andre huse.
- Det er ren genbrug og har kostet os 25.000 kroner, men det ligner noget til 200.000.
Parret bruger flittigt DBA, hvor Sisse blandt andet også har fundet armaturer, bordplader og husets skabe. Selv murstenene har sin egen genbrugshistorie.
- Vi besøgte samtlige murstensfabrikanter i Danmark, før vi landede på et fedt værksted, hvor de har specialiseret sig i genbrugsmursten – og så var vi bare helt solgt, fortæller det kreative par, der nu bor i et nybygget hus med sten fra 1950´erne.
- Håndværkerne fra Menzer & Kristensen har gjort et rigtig godt stykke arbejde her. Det er ikke helt nemt for en murer at stå med gamle og meget tungere mursten, som ikke engang er lige store, tilføjer Per.