DGNB Villa-certificeret funkisbolig
Danmarks første DGNB Villa-certificerede hus. Arkitekttegnet og ansvarligt funkisbyggeri med flotte detaljer.
Denne smukke villa i Kolding har som det første hus i Danmark opnået en DGNB Villa-certificering. Certificeringen er udviklet af Rådet for Bæredygtigt Byggeri og dokumenterer, at huset er opført med omtanke for miljø, sociale forhold og økonomisk bæredygtighed.
Huset er certificeret med en samlet score på 61,2 ud af 100. Det scorer blandt andet det maksimale antal point på brugen af sunde materialer indvendigt og levetiden på facader og vinduer. Detaljer, såsom at de tekniske installationer er holdt væk fra vægge ind til værelser, at inventaret er ført til loft for at minimere rengøring og vedligehold, og at boligen er med varmepumpe, tæller også positivt i certificeringen, der inddrager stort set alle aspekter af huset fordelt på 12 kriterier.
Alle oplysninger er dokumenteret ud i yderste leverandørled og efterfølgende gransket og valideret af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Læs mere om ansvarligt byggeri og DGNB Villa.
Beskrivelse af huset
Huset er tegnet i en minimalistisk funkisstil, som får modspil og varme af de håndstrøgne mursten fra Egernsund Wienerberger, inddækninger i bruneret alu og cedertræsbeklædning på carporten. Store dele af facaden er forsynet med udhæng og overdækninger, som foruden at tilbyde læ også beskytter mod overophedning og forlænger levetiden på facaden. Den store overdækkede terrasse på havesiden af huset med beplantningsåbning er med til at binde inde- og udemiljø sammen og skaber en fantastisk ramme om lange, varme sommeraftener med familie og venner.
Noget af det første, der møder dig i entréen, er en imponerende loftshøjde på tre meter. Herfra ledes du videre til husets store køkken-alrum, der også fungerer som fordelingscentral til husets øvrige afdelinger. Det lyse køkken-alrum har med sit hævede loft og de store vinduespartier med udgang til haven en skøn rumfornemmelse og indbyder til selskab og samvær. Loftet er ligesom i stuen forsynet med akustikfelter, der reducerer støj og rumklang, ligesom huset er forsynet med massive døre med støjreducerende karme.
De 185 kvm gemmer på i alt fire værelser, to badeværelser, køkken-alrum med depot, opholdsstue, bryggers og redskabsrum. Planløsningen er funktionelt opdelt med forældreafdeling og børne/ungdomsafdeling i hver sin ende. Forældreafdelingen har sit eget badeværelse med dobbeltbruser og separat walk-in, der foruden at give et godt overblik over garderoben også er med til at reducere støv i soveværelset. Huset scorer højt på tilgængelighed med sine rummelige arealer og klare linjer. Det er nemt at komme rundt – også i en kørestol.
Alle rum har naturligt lysindfald, og ovenlysvinduer tillader derudover naturlig ventilation over fx køkkenø. Et intelligent ventilationssystem bidrager til at skabe et sundt og behageligt indeklima i hele hjemmet og sikre et lavt energiforbrug.
Fakta
Type: 1-plans hus med integreret dobbelt carport
Arkitektur: Arkitekttegnet villa
Størrelse: 185 m2
Grundstørrelse: 821 m2
Facader: Safari fra Egernsund Wienerberger med antrazitgrå funktionsmørtel. Cedertræsbeklædning på carport.
Tagbeklædning: 2-lags tagpap
Vinduer: Rationel 3-lags træ/alu vinduer, anodiserede
Inventar: Svane Køkkenet
Gulve: Navona Honey Vein 60x60 cm samt Akustik Designkork Montana Oak
Vægge/Lofter: Alle vægge er beklædt med filt. Der er gipslofter i hele huset med akustikfelter flere sted for at sikre en god akustik.
Opvarmning: Luft til vand-varmepumpe.
Husets energiklasse er BR2018.
Det kan du også opleve
-
Inddækninger i bruneret alu
-
37 m2 carport
-
Køkkendepot
-
Stor, overdækket terrasse
-
Massive døre med støjreducerende karm
-
Varmegenvindingsanlæg for et perfekt indeklima og lavt energiforbrug