Proces

Hos Menzer & Kristensen er designfasen og byggeriet integreret. Vi tegner og bygger dit hus i et trygt og samlet forløb, så visionen ikke forsvinder af syne undervejs. Vores hold af rådgivere, arkitekter, konstruktører og byggeledere har alle det samme mål: virkeliggørelsen af jeres unikke hus. Arkitektegnet og opført.

Vi trækker på mere end 20 års erfaring og kender vigtigheden af en struktureret proces, hvor alle kender deres opgave. Du bliver grundigt vejledt gennem alle trin. Fra de første samtaler og skitseforslag til myndighedsbehandling, byggeproces og aflevering. For at sikre en smidig proces og et højt håndværksmæssigt niveau samarbejder vi kun med kvalitetsleverandører og faste underentreprenører, som har mange års erfaring med opførelse af specialhuse.

01

Første skridt

Vi lægger kimen til en god proces med en grundig dialog, hvor vi lærer hinanden og projektets karakter at kende. Herfra sporer vi os ind på en vision for jeres nye hjem. Hvordan drømmer I om at bo? Hvilke funktioner skal huset rumme? Hvad inspirerer jer? Det er her, I tømmer hovedet for idéer, tanker og overvejelser – mens vi lytter og stiller spørgsmål, som hjælper med at skærpe drømmen og afklare jeres prioriteter. Medbring gerne billeder og inspiration, der kan bruges til at indkredse de arkitektoniske greb, stemninger og materialer, som skal definere jeres hus.  

02

Skitsefase

Med afsæt i den indledende dialog begynder vores arkitekter at udarbejde et skitseprojekt tilpasset jeres byggegrund. Det kreative team arbejder med arkitektoniske elementer som lysindfald, rumforløb, synslinjer, udnyttelse af terræn, adgangsforhold, udsyn/indkig og unikke potentialer: Måske står der et gammelt egetræ på grunden, eller der er en særlig udsigt, vi kan iscenesætte. Skitsefasen er en fleksibel proces, hvor vi løbende justerer og forfiner projektet i tæt dialog med jer. Undervejs hjælper vi også med at fastlægge materialer og overflader med øje for helheden. 

03

Myndighedsbehandling

Når I har godkendt skitseprojekt og kontrakt, går tegnestuen i gang med myndighedsprojektet. Vi varetager dialogen med kommunen og sikrer, at alle tilladelser og nødvendige dokumenter kommer på plads. Sideløbende udarbejder vores ingeniør statiske beregninger og energiramme for huset. Før vi søger byggetilladelse, gennemgår vi hele projektet sammen med jer – fra tegninger og materialer til tekniske løsninger – for at afstemme alle detaljer og sikre den røde tråd.  

04

Inventar, belysning og elplan

Mens vi venter på byggetilladelsen, træffer I de endelige beslutninger om valg af køkken og inventar til badeværelser og entré/bryggers samt elplan (belysning, stikkontakter, strømudtag mm). Denne del foregår i direkte dialog med vores leverandører og samarbejdspartnere. Jeres rådgiver er med på sidelinjen for at sikre, at løsningerne hænger sammen arkitektonisk og funktionelt.

05

Byggefase

Når vi har modtaget byggetilladelse, kan vi fastsætte en indflytningsdato. Tegnestuen færdiggør herefter hovedprojektet, som udspecificerer de tekniske aspekter af konstruktionen. Nu kan vi igangsætte byggeriet, og I kan læne jer tilbage, mens gravemaskinerne rykker ind. Ud over kontakten med jeres rådgiver, får I tilknyttet en byggeleder, som tager hånd om byggeprocessen. I kan altid besøge byggepladsen og følge jeres hus tage form. 

06

Nøgleoverdragelse

Vi mødes ved jeres nye hus, hvor I får overrakt nøglerne af byggelederen og jeres rådgiver, som har været med fra dag ét. Vi gennemgår huset grundigt og instruerer jer i brugen af huset i hverdagen, herunder de tekniske installationer som gulvvarme og ventilation. Vi færdigmelder desuden byggeriet hos kommunen. Det er også først ved afleveringen, I betaler for huset. Vi kræver hverken udbetaling eller depositum. 

07

Når I er flyttet ind

Efter afleveringen af huset tager vores serviceafdeling over. De står til rådighed for at sikre, at alting fungerer, som det skal. Når I har boet i huset i 12 måneder og er blevet fortrolige med de nye rammer, kommer vores servicetekniker på besøg og laver en grundig 1-års-gennemgang. 

Nærværende rådgivning på jeres præmisser 

Menzer & Kristensen - møde om nybyggeri

Grundig og professionel byggepladsstyring

Vores byggeledere planlægger og styrer hele byggeprocessen, så tidsplanen holder, og kvaliteten er i orden. De sikrer en smidig proces med løbende tilsyn og tæt opfølgning på håndværk og materialer.

Vi udfører faste kvalitetstjek undervejs for at sikre, at jeres nye hjem lever op til både dine forventninger og vores standarder. Vi prioriterer en åben og ærlig dialog i hele byggefasen, så du altid ved, hvor projektet står – og kan følge med i, hvordan dit hjem tager form. 

Menzer & Kristensen - udsyn fra entré

Fra jeres første kontakt med Menzer & Kristensen får I tilknyttet en personlig byggerådgiver, der fungerer som en tæt sparringspartner. Rådgiveren følger jer gennem hele forløbet, kender jeres ønsker og holder styr på projektets detaljer. Det skaber ro og overblik. 

Jeres byggerådgiver er bindeled til tegnestuen og sikrer fremdrift i projektet. Har I spørgsmål undervejs eller bliver i tvivl om noget, fx om I har valgt det rette gulv, så kan I altid ringe til jeres byggerådgiver. Når byggeriet går i gang, bliver en erfaren byggeleder desuden en del af holdet.

Tryghed om økonomien

I og med at vi står for både skitseprojekt, projektering og opførelse, kan vi tidligt give jer et samlet overblik over prisen - og I betaler først, når I får nøglerne til jeres nye hjem. Vi kræver hverken udbetaling eller depositum. Vores økonomiske fundament er solidt og bakkes op af ejerskabet bag Milton Huse.

Menzer & Kristensen - Hovedindgang på toplanshus med rundet murværk

Skal M&K være din arkitekt- og byggepartner?

Vi bygger ikke for hvem som helst – vi bygger for dem, der vil gøre sig umage med deres hjem. Hos Menzer & Kristensen får du både rådgivning, tegnestue og byggefirma i ét. Du får ekspertise i udfordrende grunde, håndværk fra øverste hylde og sikkerhed omkring din økonomi. 

 Skal vi sætte os sammen og tale om mulighederne?

Book et møde